Referat af Brugermøde 24 August kl 16 -17
Første punkt på dagsorden var præsentation af Janni.
Herudover information om at der starter en socialrådgiver praktikant, Clara – starter den 6. september.
Evaluering af sommerlejr – Dette blev ligeledes gjort sidste aften på lejren, så der var ikke mange yderligere kommentarer. Alle synes huset er meget fint og dejligt at være i.
Der er langt til Vrist/Harboøre hvilket kan være medvirkende til at nogle vælger turen fra. Ligeledes ville det være fint, hvis der var mulighed for fx en besøgsdag på lejren.
Vi vil gerne have et hus med samme muligheder i forhold til aktiviteter, antal personer mv. hvilket ikke har været muligt til næste sommer. Huset i Vrist/Harboøre er derfor booket til næste års sommerlejr og næste år igen bliver det et nyt hus formentlig med placering ved Ebeltoft/Djursland (man skal være ude i meget god tid ift. de store huse).
Aktiviteter – Der har været et okay aktivitetsniveau og der er fortsat en liste med ønsker til eventuelle aktiviteter (hænger på opslagstavlen). Denne er opdateret med de forslag og ønsker som der blev snakket om til brugermødet og man er altid velkommen til at skrive på eller komme og forslå noget. Vi vil fremover forsøge at give en melding på planlagte aktiviteter i bedre tid på facebook, så man her kan orientere sig og ellers kommer det løbende som hidtil.
Mødestedet – Det er besluttet at nedlægge ungegruppen, så fremadrettet vil der være åben for alle i mødestedets åbningstider – tirsdage kl. 11 – 21 og torsdage kl. 11 – 20.
Dette med det formål at flest muligt får gavn af huset. Til brugermødet var der enighed om, at det giver en god dynamik at man er fælles og ikke opdelt.
Torsdage er åben for, at man kan have gæster, kærester og børn med i Baglandet, såfremt det passer den pågældende dag (børn til kl. 19.00) Vi vil altid gerne vide besked i forvejen.
SMS – fremover vil der ikke længere blive sendt sms ud i forhold til åbningstider. Vi har ÅBENT med mindre i hører andet. Det er jeres ansvar at melde tilbage hvornår I kommer, så vi ved hvor mange der fx kommer til spisning mv.
Hvis der er særlige aktiviteter eller arrangementer skriver vi fortsat ud om dette.
Tak for et godt brugermøde 🙂
Ferielukket
Vi holder ferielukket i ugerne 29, 30, 31 … 17 Juli – 6 Aug og ønsker Jer alle en dejlig sommerferie.
Velkommen til vores nye leder af Baglandet
Kære alle fra Baglandet
Jeg hedder Mitja Kobberup og er Baglandets nye leder i Aarhus. Jeg kommer fra en stilling som Lektor på Socialrådgiveruddannelsen ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Vejle og har tidligere arbejdet indenfor både myndighedsområdet og forebyggende arbejde med familie, børn og unge.
Sammen med min mand og vores tre døtre, på 5, 12 og 17 år, bor jeg ved Horsens. Jeg elsker at være aktiv i naturen, hvor jeg bl.a. vandre gode ture, cykler eller windsurfer. Jeg er et glad og positivt menneske, der sætter stor pris på det gode samvær og samarbejde.
Jeg er uddannet socialrådgiver og kandidat i socialt arbejde og har ligeledes en supervisoruddannelse.
Glæder mig rigtig meget til 1. februar og til at møde jer alle.
Bedste hilsner og glædelig december,
Mitja A
Juleaften i Baglandet 2022
Invitation til Baglandets juleaften d. 20. december 2022
Du inviteres hermed til julehygge, julemad og ikke mindst det årlige julebanko hos Baglandet i Århus. Vi holder arrangementet i vores hyggelige hus og har plads til 30 Baglændere med først til mølle.
Enlige med børn under 18 år har mulighed for at tage deres børn med. Dette for at sikre at så mange af jer får muligheden for at deltage.
I er velkomne fra kl. 16:00 og dagen slutter kl. 21:00.
Vil du være med til den hyggelige dag så skal vi have din tilmelding seneste mandag d. 5 December.
Det koster 50 kr. pr. voksen der deltager – børn er gratis.
Ring/SMS til os på: 3131 5172 eller send en mail til: aarhus@baglandet.org og fortæl om du kommer.
Kærlig hilsen og glædelig jul fra Tone, Hans, (Mette Marie) og Marie
Referat af brugermøde 27/10-22
Aktivteter i år:
Det fungerer som det er for nu.
Sommerlejr:
Sommerhus i Harboøre er booket i uge 26 næste år. Alle uden børn er velkommen og man skal indstille sig på evt. at dele værelse med en anden. Dette gør at flest muligt kan komme med og få glæde af tilbuddet.
Jul:
Der er lillebitte juleaften med julemad og det årlige traditionelle julebanko tirsdag d. 20 december.
Juleafslutning med risengrød og pakke leg i ungegruppe er tirsdag d. 13 december.
Årets juletur vil i år gå til Tivoli friheden – nærmere dato meldes ud.
Personalesituation:
Mette Marie er gravid. Hun bliver så længe hun kan og håber, at få juleafslutningen med. Der vil ikke være tale om en barselsperiode da en lille baby og arbejdet i Baglandet ikke går hånd i hånd, så vi skal desværre sige farvel. Håber selvfølgelig hun vil komme forbi og vise os hendes baby, når tid og overskud er til det.
En leder skal ansættes og i den forbindelse er der valgt to Baglændere til at indgå i ansættelsesudvalget og deltage ved samtalerne
Forespørgsel:
Der bliver spurgt ind til om det vil være muligt, at opløse ungegruppen så tirsdagene vil være for alle, på tværs af alder. Denne forespørgsel bliver viderebragt til den nye leder af baglandet da denne skal have mulighed for at være med i en evt. omstillings proces.
Budget:
Ser fint ud og med en forhåbning om 100.000 kr mere ift en indeksregulering næste år.
Koncert
Musik er godt og tirsdag 1 november på Train i Aarhus skal vi prøve noget helt vildt og anderledes. Vi skal høre en blanding mellem heavy metal og Mongolsk musik fremført af bandet The HU.
Kaffe & Kagebord
Vi snupper en tur søndag 2 oktober til Bramslev bakker og nyder et kaffe kagebord med skøn udsigt. Spændende om kagebordet er ligeså godt som det vi fik i Stenvad sidste år.
Bridgewalking
Søndag d 11 sep var vi en flok afsted og havde en dejlig tur i højden med en afslutende frokost i Middelfart.
Casting til dokumentar
Hej 🙂
Vi er to journalister, der arbejder for produktionsselskabet Bermuda Production. Vi har for nyligt lavet TV2-serien ”Fanget i et farligt forhold” om vold mod kvinder.
Den kan ses her: https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/fanget-i-et-farligt-forhold/volden-stopper-aldrig-247067
Nu er vi i gang med researchen til en ny tv-dokumentar-serie om forældre, der er voldelige over for deres egne børn. De nyeste tal viser, at helt op mod hvert femte barn udsættes for hårdhændet opdragelse eller vold – enten fysisk eller psykisk eller begge dele – fra deres far eller mor eller begge. Hvordan og hvorfor er nogle forældre voldelige? Hvor går grænsen mellem ”opdragelse” og ”psykisk vold”? Hvordan påvirker det børnene nu og på sigt? Hvordan kommer vi problemet til livs? Det er nogle af de spørgsmål, vi gerne vil undersøge. For at blive klogere på emnet – men selvfølgelig også for at på sigt at finde mødre, fædre og børn, der vil medvirke i dokumentaren – vil vi gerne i kontakt med dig, hvis du selv er blevet slået som barn, hvis du har mindre søskende, der lever med vold i dag, hvis du nu har barn/børn, der er blevet eller bliver udsat for vold fra den anden forælders side eller hvis du på anden måde har input til emnet. Vi kigger både på fysisk og psykisk vold. Du kan stole på, at vores dialog som udgangspunkt forbliver 100 % fortrolig og anonym, indtil du eventuelt beslutter dig for at ville fortælle om dine oplevelser offentligt. Selv om du kun vil tale til baggrund, vil vi stadig meget gerne høre fra dig. Projektet er støttet af Det Danske Filminstitut.
Lidt om os: Vi har tilsammen lavet undersøgende dokumentarer til TV2 og DR i mange år. Mange af dem har involveret hovedpersoner, der er skrøbelige og på et sårbart sted i deres liv. Senest har vi lavet serien ”Fanget i et farligt forhold” om kvinder, der har haft en voldelige mand/kæreste til TV2 og ”Emilie Meng- en efterforskning går galt” til DR.
Du kan kontakte os på mail: sofo@bermudaproduction.com eller gade@bermudaproduction.com.
I mailen må du meget gerne skrive et par ord omkring din historie og oplevelser.
Mvh. Thomas Gade og Sofie Foulane
Journalist og tilrettelæggere, Produktionsselskabet Bermuda
Lillebitte Juleaften 21 December
Du inviteres hermed til julehygge, julemad og ikke mindst det årlige julebanko hos Baglandet i Århus. Vi holder arrangementet i vores hyggelige hus og har plads til 30 Baglændere med først til mølle.
Enlige med børn under 18 år har mulighed for at tage deres børn med. Dette for at sikre at så mange af jer får muligheden for at deltage.
I er velkomne fra kl. 16:00 og dagene slut ter kl. 21:00.
Vil du være med til den hyggelige dag så skal vi have din tilmelding seneste mandag d. 6 December.
Det koster 50 kr. pr. voksen der deltager – børn er gratis.
Ring til os på: 3131 5172 eller send en mail til: aarhus@baglandet.org og fortæl om du kommer.
Kærlig hilsen og glædelig jul fra
Henrik, Hans, Mette Marie og Marie
Svendborg Forsorgsmuseum
Søndag d. 7 November kl. 10:00 kører vi ned til museet og bruger lidt timer i historiens vingesus. Det er et vigtigt indblik i anbragtes vilkår og opvækst gennem tiden. Måske der vil være lidt rom kugler på vej hjem og selvfølgelig lidt mad til at give energi til dagen.
Besøg af Falkemanden
Falkemanden aka Flemming Sanggaard, indehaver af Silkeborg Ørnereservat og tidligere vinder af “Alene i Vildmarken” kommer på besøg i Baglandet og fortæller, hvordan det var at deltage i udfordringen. Vi glæder os helt vildt til Torsdag 4 November, hvor vi starter ud med lidt sandwich eller ligende kl 17:00 og Flemming starter hans foredrag kl 18:00.
Kagebord
Søndag d. 3 Oktober kl.12:30 tager vi til kaffe kagebord på Stenvad Mosebrugcenter. Her skal vi indtage et væld af kager og håber i er sultne!
Åbent igen
Covid update…..
Vi er bare SÅ super glade for, at vi nu er tilbage i huset. Spritter af, holder afstand og hygger ALT det vi kan 🙂
Referat fra brugermøde 17/09-20
Referat:
1)
Velkomst v/Henrik.
Fokus pt på at mødestedet er et trygt og nærværende sted med god energi.
Vi vil have et forløbende fokus på hvordan I kan bruge Baglandets medarbejdere bedst muligt til støttende samtaler etc.
Derudover har vi fokus på at hvordan vi kan bruge Jeres og Vores erfaringer til at skabe de bedste betingelser på anbringelsesområdet
2)
Vi havde en runde hvor alle fik mulighed for personligt at formidle hvad de synes er dejligt og betydningsfuldt for den enkelte ved at komme i Baglandet, samt derudover hvad den enkelte kunne tænke sig der var mere af.
3)
Julen 2020
Vi aftalte at holde julefesten på Elværket her i Åbyhøj igen.
Tag selv bord (inkl vegetar ret)
Dato bliver torsdag d.17.december
4)
Ønsker til aktiviteter:
Foredrag ved ”Falkemanden” (Vi aftalte at vi her i løbet af efteråret, torsdag aftener vil se serien af Alene i vildmarken som ”Falkemanden ” vinder, og afslutte det med et foredrag af ham.
Lasergame
Fremvisning af kortfilm
Racehall, gocart
At man kan låne baglandet til aktivitet uden personale på dage som ligger udenfor normal åbningstid
Søndagsåbent ind imellem
Julegave tur, Tivoli el den gamle by, hjælp til indkøb af julegaver
Evt)
Vi snakkede om hvordan brugere af Baglandet kan blive bedre til at tage ejerskab af at få nye brugere til at føle sig velkommen. Bl.a. ved mentor ordning.
Vi talte om hvor mange der ca benytter sig af Baglandet Århus. Samt at der var flere der gerne vil bruges i forhold til at tage ”ud af huset” og fortælle om Baglandet samt dele brochure ud.
Sønderjysk kaffebord
Vi kører til Gram slot søndag 1 November for at opleve et stykke dansk kulturhistorie… et overdådigt kaffebord med alt hvad hjertet begærer af søde sager i kageform.
Smut til Samsø
Turen går til Samsø tirsdag 29/9 og vi glæder os med mundbind, den rette afstand og en en hyggelig eftermiddag på øen.
Falkemanden
Vi er så heldige at have fået fat i “Falkemanden” Flemming der vandt alene i vildmarken sæson 3. Han kommer 26 november kl 18-20 og holder foredrag for os. Inden da vil vi vise de 8 afsnit så vi er ekstra klar på fortællingen om, hvordan det har været at være med i programmet.
Bibliotek
Vi har fået bøger.